Kæft hvor er hun lækker. Ej hvor fejt. Han har taget et billede, hvor hun står og ser pivfræk ud før en bytur og har smidt det online. Som om det ikke var nok, at han er på fjæsbog, så har han sgu også startet en insta. Den kommer jeg så nok ikke til at følge any time soon.
A er endegyldigt sammen med sin eks. Pis pis pis hvor er det irriterende. Iiih hvor jeg bare gerne vil være ligeglad. Jeg fortalte en af mine kritiske veninder, at jeg så småt har lukket A ind igen. ”Slet ham,” sagde hun. Kort og kontant.
På den ene side har hun klart ret, det går tydeligvis ikke supergodt at have adgang til ham. På den anden side kan jeg bare ikke overskue at slette ham igen. Det er lettere at tolerere ham denne gang. Til trods for hans irritation er det ikke lige så hårdt som før. Følelserne er skygger af deres tidligere selv.
Status pt: same same but different.
/Gemt
+1 til din veninde.
SvarSletSlet ham. Og nej, det er aldeles ukompliceret at unfriende ham. Gør det, hvis du vil have fred i sjælen.
At følge eks'er på Facebook - eller andre sociale medier - er selv at gnide salt i såret. Men det ved du sikkert allerede?
Så hvorfor pine sig selv? Nyder vi den søde smerte, fordi romcoms og folkeeventyr har bildt os ind, at ulykkelig kærlighed er stor kærlighed? Eller giver det os opmærksomhed og sympati?
Nogle gange må vi se indad og kortlægge vores motiver, så vi kan komme videre.
Held og lykke.